Den årlige uddeling af kulturpriserne, som Vordingborg Kommune og Lollands Bank er fælles om, finder sted fredag den 20. januar 2017 kl. 19.30 på Stars i Vordingborg. Alle er velkomne og der er gratis adgang.
Temaet for året pris er litteratur og derfor er der udskrevet en konkurrence for unge forfattertalenter. Der er indkommet 73 tekster fra unge talenter, som bor eller er opvokset i Vordingborg Kommune.
Hvem der skal have Kulturtalentprisen 2016 og de 10.000 kr. der følger med, er en udvalgt jury ved at finde ud af. Ud over at finde vinderen af Kulturtalentprisen skal juryen udvælge de ti bedste indleverede tekster. De vil blive udgivet som bog, og alle, som deltager i prisuddelingen, vil få bogen udleveret, når arrangementet forlades.
Lollands Bank synes det er vigtigt at understøtte de talenter, som kommer fra området. Flere af de tidligere unge vindere fortæller, at kulturprisen har gjort en forskel for dem i forhold til at få legater og udlandsophold under deres studier. Det er et af hovedargumenterne for, at banken indgår i dette samarbejde med kommunen.
Interesserede kan læse mere om kulturpriserne her.